Så er det blevet tid til at dele mit store barselsprojekt – Aktivitetstæppet til Selma. Det lavede jeg, da jeg gik på barsel, og heldigvis blev jeg færdig inden hun blev født. Hun er nu snart 4 måneder, så nu er det vist på tide at få det på bloggen, og så er det jo perfekt som bidrag til “sy til din baby” måned (igangsat af Anna med bloggen Laralil – se HER). Det er et ret tidskrævende projekt, men ikke super kompliceret, så håber nogle af jer derude er friske på at prøve det af:-) Gør jer klar til en meget lang DIY…
Historien bag dette tæppe er, at jeg fuld i gang med redebygning finder ud af, at det er helt umuligt at finde et godt aktivitetstæppe, der kan stimulere en masse sanser, og samtidig ikke er rædselsfuldt… undskyld mit sprog, men jeg forstår simpelthen ikke, at de alle skal være så syntetiske og overdrevet farvestålende. Ja jeg ved godt, at baby er glad for farver, men mor skal jo kigge på det hele tiden… Nå, så måtte jeg jo selv i gang. Mange tanker, frem og tilbage ift. koncept, farver osv, og jeg ender med et “skovens dyr i skovbunden”-agtigt koncept. Der er vist ingen tvivl om, at jeg har hentet inspiration fra Sebra, som har nogle skønne farver og motiver. Jeg har lånt nogle af deres motiver og modificeret dem en smule. Herudover er jeg blevet inspireret af Franck & Fischer, og formen på tæppet med fyld i den ydre ring har jeg set på et par købe aktivitetstæpper.
Mit færdige resultat har følgende aktiviteter:
- – Ræv med rasleboks i hovedet.
- – Dådyr med løse ben med bjælder og løse ører med knitrecellofan.
- – Ugle med raskeboks i hovedet, løse fødder, og løse vinger med knitrecellofan.
- – Pindsvin med pigge lavet af stof. Kroppen har fyld og knitrecellofan, og fødder af anoraksnor.
- – Vaskebjørn med bjælder i halen.
- – Snegl i spejl i sneglehuset og følehorn af anoraksnor.
- – Blade med knitrecellofan og pladevat, og sidder fast med velcro.
- – Svampe med bjælder og pivedims.
Nok snak – lad os komme i gang!
Materialer (ja, der er en del, der skal købes ind!):
- – Stof til tæppet. Jeg har brugt baby fløjl fra Stof og Stil (se HER). Til den indre cirkel skal du have til to cirkler, der har en diameter på 85 cm, dvs. 1,7 meter stof. Til den ydre cirkel skal du bruge ca. 1,75 meter stof.
- – Stof til dyr. Her har jeg brugt lagenlærred (også fra Stof og Stil). Jeg købte 30 cm en af masse farver inden jeg gik i gang, og har stadig en masse til fremtidige projekter. Se hvilke farver på billederne. Husk at vaske alt stof inden du går i gang.
- – Fyld til dyrene og ydre ring i tæppet. Her har jeg brugt fyld fra puder (kan købes i Stof og Stil, IKEA, Jysk osv.).
- – Pladevat. Her skal du bruge til 2 cirkler med en diameter på 120 cm, dvs. du skal bruge 2,4 meter.
- – Bjælder, pivedimser, raskebokse osv. til at sætte ind i dyrene. Bjælder kan købes mange steder, raskebokse kan du købe i Stof og Stil og i en webshop jeg lige har opdaget, Egne Design (se HER). De har også nogle pivedimser.
- – Knitrecellofan. Egne Design har også løsningen på dette – de har knitrecellofan uden hormonforstyrrende stoffer beregnet til legetøj (se HER). Til trods for en masse søgning på nettet fandt jeg ikke denne løsning, da jeg lavede tæppet, så jeg har brugt chipsposer (øv øv!). Chipsposer er også en ganske fin løsning, men det knitre ikke nær så meget som knitrecellofanen. Du kan også bruge anden emballage (kornflaskes poser osv.) – bare det er i plast, så det kan vaskes.
- – Spejl i bøjelig plast, så det er sikkert som legetøj. Dette var HELT umuligt at finde, så jeg var i en genbrug for at købe noget gammel legetøj med et spejl jeg kunne bruge… Men så for en måned siden fandt jeg det…YES! Tutein & Koch, en papirhandel i Farvergade, Kbh K. har spejlplader, som er perfekte til formålet (Se deres hjemmeside HER).
- – Velcrobånd til bladene. Stof of Stil har velcrobånd i grøn.
- – Kraftig stort tråd til øjenvipper osv.
- – Anoraksnor til pindsvinefødder og snegle følehorn.
Jeg har lavet et mønster med alle dyrene, bladene og svampene – se HER. Mønsteret til selve tæppet kommer nedenfor.
TÆPPET
Klip to cirkler af den lyse grønne med en diameter på 85 cm (radius på 42,5 cm) – dette er inkl. sømrum på 1,5 cm. Fold stoffet to gange, og lav en stor passer med kridt og snor – så er det nemt at lave en lige cirkel!
Den ydre cirklen er lidt mere besværlig. For at spare lidt på stoffet delte jeg cirklen i fire, så der skal laves otte kvarte cirkler, så der er til øvre og nedre cirkel. Her er de mål jeg fik min cirkel til inkl. sømrum på 1,5 cm. Det skal jo egentlig bare være en forlængelse af cirklen ovenfor, men husk sømrum. Brug også passeren til dette.
Sy de to mørkegrønne ydre cirkler sammen, og nål den ene sammen med den ene lysegrønne cirkel. Dette bliver den øvre del af tæppet. Den nedre del, og dvs. den anden ydre og indre cirkel gemmes til senere – disse skal ikke syes sammen nu. Det er vigtigt med knappenålene, da det kan være rigtig svært at få det jævnt, og det kan være, at du skal justere den ydre cirkel lidt, så de to stykker passer sammen. Sy det sammen, så den øvre del er klar!
Print mønsteret du finder HER, og klip alle delene ud til dyre, blade osv. Husk sømrum hvor dette er markeret.
Inden vi går i gang med de enkelte dyr vil jeg lige forklare, hvordan jeg generelt har “dekoreret” dyrene. Jeg har brugt en tæt zigzag, som du kan se nedenfor. Det tager lang tid, men det er den nemmeste løsning. Alternativt skal du presse kanterne med et lille buk og sy en lige stikning – det kan godt være meget svært at styre med små cirkler i øjnene osv, men jeg synes det giver et pænere resultat. Til øjenvipper osv. har jeg brugt en kraftig sytråd på maskinen, som du også kan se nedenfor. Jeg forklarer i det følgende, hvordan dyrene laves – billeder af de færdige dyr kan du se nederst i denne post. Når du har lavet en tæt zigzag kan syningen godt bølje lidt – Pres syningerne efterfølgende for at jævne det ud.
UGLE
- – Sy de to forhoved stykker sammen, og så øjne og næse på hovedet.
- – Sy for og baghoved sammen og fyld den med pudefyld og en rasleboks, og sy vendehullet sammen i hånden. Hovedet skal først syes på tæppet til allersidst.
- – Vingerne har jeg lavet i to farver og med en chipspose (knitrecellofan) inden i. Sy det sammen og vend.
- – Fødderne er syet med pladevat i, så de har lidt fylde. Sy sammen og vend. Sy evt. tæer i.
- – Sy kroppen og fødderne på tæppet med en tæt zigzag, hvor du gerne vil have uglen. Toppen af kroppen skal gerne være tæt på kanten til de ydre cirkel. Fold vingerne og sy dem på toppen af kroppen. Se evt. billedet nederst af den færdige ugle. Hovedet skal som nævnt ikke syes på endnu.
DÅDYR
- – Sy det beigefarvede i ørene på øret. Sy øret sammen med chipspose (knitrecellofan) og vend.
- – Sy de fire ben, fyld dem med pudefyld og bjælder.
- – Sy ansigt og pletter på kroppen. Sy kroppen på tæppet med en tæt zigzag med ørene og benene placeret rigtigt. Sy herefter næse og hale på med den rette trådfarve. Bemærk at dådyret er det eneste dyr, der syes ud på den ydre cirkel. Hovederne på de andre dyr syes på til allersidst.
RÆV
- – Sy hovedet efter samme instrukser som uglen. Hovedet skal først syes på senere.
- – Sy kroppen på tæppet med toppen tæt på kanten af den ydre cirkel. Sy herefter fødder, halespids og mavepels på med rette trådfarve.
VASKEBJØRN
- – Sy hovedet efter samme instrukser som uglen. Ørerne skal syes i, når for og baghoved syes sammen.
- – Sy striberne på halen, sy halen sammen og vend. Put fyld og bjælder i halen.
- – Sy den hvid mave på kroppen.
- – Sy kroppen med halen placeret rigtigt på tæppet. Hovedet syes først på til allersidst.
PINDSVIN
Kroppen lavede jeg meget besvætligt, men ville gerne have noget pigge agtigt, som kunne stimulere følesansen. Der er helt sikkert en anden og nemmere løsning på dette… Dog beskriver jeg her, hvad jeg gjorde.
- – Klip takker og sy sammen, vend og pres. Sy på nogle lige baner af stof – skiftevis takker og lige baner af stof, indtil du har nok til kroppen.
- – Sy øret, der skal sidde løst.
- – Sy øje på hovedet.
- – Sy kroppen på tæppet med anorakfødderne placeret rigtigt og chipspose (knitrecellofan) indenvendigt. Lad et hul stå åbent – fyld lidt pudefyld i kroppen (under chipsposen), og luk hullet med tæt zigzag. Sy herefter hovedet og øret på, og til sidst næsen med rette tråd farve.
SNEGL
Sneglehuset skal muligvis tilpasses efter dit spejlstørrelse.
- – Sy cirklerne på sneglehuset. Sy herefter de to cirkler med hul sammen og vend. Sy den på sneglehuset og vend – nu har du første billede nedenfor. Læg spejlet i og mål, hvor meget du skal sy ind for at spejlet sidder i spænd. Fjern spejlet og sy den kant. Spejlet sættes herefter med lidt besvær ind i sneglehuset. Det skal sidde godt fast, men samtidig kunne fjernes, hvis tæppes skal vaskes.
- – Sy øje på kroppen og sy krop med følehorn og indre sneglehus på tæppet. Sy herefter sneglehus med spejl på med en kort stikning i toppen, så spejlet kan være åben og hvile på tæppet ydre kant med fyld.
SVAMPE
- – Sy pletterne på de øvre dele.
- – Sy de fire øvre dele sammen på hver svamp, og sy bunden i, vend, og fyld med pudefyld og bjælder/pivedims, og sy vendehullet sammen i hånden.
- – Sy stilken sammen og fyld med pudefyld. Sy den på svampehovedet i hånden, og sy på tæppet i hånden.
BLADE
Jeg har lavet ti blade. Bladene har jeg lavet i lidt forskellige farver – samme stof som tæppet (begge farver) og noget grønt lagenlærred. Nogle af dem har chipsposer (knitrecellofan) og andre har pladevat, og andre har begge. Alle har velcro.
- – Klip bladene og sy velcrobånd på den ene del. Sy bladet sammen med chipspose eller pladevat. Vend og sy vendehul sammen i hånden.
- – Sy bladårer på bladet.
- – Sy bladene på tæppet i små klaser – husk at sy velcro på tæppet også. Bladet har jeg syet fast på tæppet i bunden af bladet, og placeret velcroen i spidsen af bladet.
TÆPPEBUND OG AFSLUTNING
Nu er alle dyrene på tæppet, og vi skal have selve tæppet færdigt.
Klip to pladevat cirkler med en diameter på 120 cm. Nål disse fast til tæppet – sæt nålene ved kanten af den ydre cirkel.
Nu bliver det lidt tricky… Nål den anden lysegrønne cirkel (til bunden af tæppet) fast – sæt den fast efter nålenes placering, så den kommer til at være placeret centralt. Nu skal den syes fast, men vend tæppet og sy lige præcis i syningen mellem indre og ydre cirkel (se rød markering nedenfor). Husk at skifte trådfarve ved dådyret. Sy hele vejen rundt, og tjek løbende af bunden sidder ordenligt. Når dette er gjort skal de se ud som billede nr. 2 nedenfor. Klip pladevatten, så der er ca. 1,5 cm til kanten af den ydre cirkel.
Nu skal den anden ydre cirkel (bunden af tæppet) syes på. Pres først 1 cm kant på den indre cirkel (se billede nr. 1 nedenfor). Nål derefter de to grønne ydercirkler sammen, så de passer sammen, og sy hele vejen rundt.
Pres syningerne og vend, så bunden af den grønne cirkel kommer om på bunden af tæppet. Nål det fast efter den synlige syning i indercirklen. Du skal nu forsøge at ramme samme syning (se billede nr. 3 nedenfor). Lad min. 30 cm stå åben, så du kan fylde pudefyld i ydercirklen. Når du vender tæppet, og ser at syningen måske er lidt ved siden af, kan du sy med fronten oppe ad, og så sprætte den anden syning op. Husk at skifte trådfarve ved dådyrhovedet. For den sidste finish synes jeg det er vigtigt, at man ikke kan se syningen, og derfor skal den gerne ligge lige præcis i syningen mellem indre og yndre cirkel. Dette er den mest komplicerede del ved dette tæppe synes jeg.
Fyld nu hele cirklen ud med pudefyld til den får den tykkelse du gerne vil have. Jeg smed fyldet ind mellem de to pladevats cirkler, da det blev pænest. Luk hullet, når du er færdig.
Nu er vi meget snart færdige… Sy de 3 hoveder på den ydre cirkel i hånden. Og som det sidste skal du i hånden lave nogle stikninger ved roden af svampen igennem hele tæppet. Det gør at de står op :-)
SÅ ER DU FÆRDIG… :-)
Her kommer lidt detaljebilleder af det færdige tæppe.
Selma er endnu ikke gammel nok til at nyde tæppet, men det kommer forhåbenlig snart. Nedenfor er hun med min venindes dreng, Victor – taget da de var ca. 5 uger gamle.
Hvis du er blevet inspireret og kaster dig ud i ovenstående, vil jeg meget gerne se resultatet, så smid gerne et link i en kommentar nedenfor :-)
God fornøjelse!
________________________________________________________________
This is a DIY tutorial on a baby activity blanket (playmat). Each animal have an activity – a bell or other kind of rattle tings, crinkle paper (I have used a chips bag), loose legs to grab, a mirror or velcro. All of these are to stimulate the senses. I have made a pattern with all the animals – please find it HERE. I hope the pictures explains the process otherwise if you have any questions please let me know. Enjoy!
08/11/2013 at 19:50 • Permalink •
Det er simpelthen SÅ fedt et aktivitetstæppe….et stort og gennemført arbejde :-) Var imponeret over ræve-ringen og står måbende over dette indlæg…lækker stil og design :-)
08/11/2013 at 22:38 • Permalink •
Hej Anne – Tak for de søde ord. Der er virkelig også lagt meget kærlighed (læs: tid) i dette tæppe, så nu håber jeg min datter kommer til at få lidt glæde af det :-)
16/12/2014 at 14:21 • Permalink •
Hej, jeg venter en søn om 6 uger og tænker at kaste mig ud i projektet selvom jeg er ret grøn. Det er så skønt et tæppe du har lavet!. Jeg vil spørge dig om jeg må stille dig spørgsmål her undervejs, eller har du e-mail jeg må bruge hvis jeg er helt på spanden. Første spørgsmål er når jeg skal lave uglen skriver du at jeg skal sy siderne sammen inden jeg syr øjne på? Det forstår jeg ikke. Skal øjne ik sys på forside inden bagside sys på.? Hilsener Maria
07/03/2015 at 21:14 • Permalink •
Hej Maria,
Undskyld undskyld undskyld jeg ikke har svaret på din besked:-( Den søde tid på barsel er ovre og dagene flyver afsted med arbejde. Du har jo født nu – stort tillykke:-) Jeg håber du har fundet ud af de spørgsmål du er faldet over undervejs. Ift. dit spørgsmål til uglen mener jeg, at de to forsidestykker skal syes sammen, og så øjene osv. herefter bagstykket :-)
Kh A
08/11/2013 at 20:00 • Permalink •
Hold nu op – hvor er du sej!! Hvor er det et flot tæppe!! Enig med dig i at de købte legetæpper som regel ikke er pengene værd – det her er intet mindre end fantastisk flot. Det kan du godt være stolt af :-D
Og skønt med DIY som jeg håber vil blive brugt (vi er på den anden side af legetæppe stadiet ;)
08/11/2013 at 22:40 • Permalink •
Hej Mette – Mange tak:-) Selvom det er et ret tidskrævende projekt håber jeg, at der nogen der får glæde af denne lange DIY.
08/11/2013 at 21:16 • Permalink •
Jamen altså – du bliver jo ved! Det er godt nok det fedeste aktivitetstæppe, jeg nogensinde har set! Må jeg få billedet tilsendt uden pin it? Så kommer det også på min blog, for det skal da ud i verden. Jeg samler lige nu lidt billeder fra de andre bloggere, der er med i baby måneden, og så kommer der et indlæg om det i næste uge.
Kh
Anna
08/11/2013 at 22:47 • Permalink •
Sikke en masse dejlig feedback :-) og skønt at du også vil have denne med på din blog.. Nu bliver jeg ikke ved længere… i hvert fald ikke i samme tempo/niveau :-) Jeg sender billedet til dig nu.
08/11/2013 at 22:49 • Permalink •
Wauw – det var dog det fineste aktivitetstæppe jeg nogensinde har set. Skulle der dukke flere op i vores familie skal jeg da også prøve at lave sådan et!
/Sabine
09/11/2013 at 20:33 • Permalink •
Hvor er det bare totalt fantastisk. Det er er den flotteste hjemmelavede babyting jeg nogen sinde har set. WAW!!!
Jeg har i november sådan et lille tema om hjemmelavede gaver på min blog Badut (klik eventuelt her for at se oversigten: http://badut.typepad.com/badut/hjemmelavede-gaver-for-børn-og-voksne.html) og vil helt vildt gerne have dit babytæppe med. Det fungerer sådan at jeg låner et billed, skriver en lille bitte bid tekst og så ellers henviser til dig. Er det ok hvis jeg låner et billed og linker?
09/11/2013 at 21:01 • Permalink •
Hej:-) Tusinde tak for den dejlige feedback. Du må naturligvis meget gerne låne et billede – det vil da være dejligt at få det delt lidt, så der forhåbenlig er nogen derude, der kan bruge min DIY :-) Sig endelig til, hvis du skal bruge et billede i højere opløsning:-)
09/11/2013 at 21:34 • Permalink •
RESPEKT!
– det er da SÅ flot!
Camilla
09/11/2013 at 22:07 • Permalink •
Hvor er det bare et aldeles smukt tæppe!
Jeg bliver nok nød til at lave et til næste barn ;-)
Jeg har nemlig heller ikke fundet noget tæppe der er pænt nok til at mor gider se på det hele tiden, hehe.
Jeg vil anbefale din DIY med alle dem jeg kender der skal have babyer ;-)
10/11/2013 at 10:41 • Permalink •
MANGE TAK :-) og skønt hvis du kan bruge denne DIY til næste barn!
11/11/2013 at 10:29 • Permalink •
Kære Annelise
Mange tak. Jeg glæder mig så meget til at vise det frem og håber det bliver et hit (det er aldrig til at vide, nogle ideer får hundredvis af besøg, andre kun få og jeg kan ikke altid lurer hvilke ideer det hitter på forhånd. Som oftest giver indlæg i den kategori iøvrigt besøg år efter år, netop fordi jeg samler dem i en oversigt som folk vender tilbage til). Med hensyn til billedet tænker jeg nok det går, du har jo mange fine billeder og jeg skal jo netop blogge billedet og ikke printe det.
13/11/2013 at 08:51 • Permalink •
Hej Marina,
Har været inde og kigge på din post, og endnu en gang tak for de fine ord :-) Der er allerede kommet en masse trafik, så tak for at du postede tæppet!
11/11/2013 at 13:40 • Permalink •
Wauw det er simpelthen det mest fantastiske aktivitetstæppe jeg nogensinde har set! Hvis det ikke havde været fordi min lille baby allerede er blevet 1 år, så havde jeg staks kastet mig ud i projektet! Men jeg skal helt klart have det in mente til næste hang der kommer et lille nyt menneske i familien
Så flot!!!
12/11/2013 at 09:13 • Permalink •
SÅ fin en skovbund ;)
12/11/2013 at 11:02 • Permalink •
Hvor er det da bare et gudeskønt tæppe – virkelig genemført samtidig med har du haft overskud til at lave en DIY.
12/11/2013 at 13:32 • Permalink •
Hvor er det bare et smukt og totalt gennemført tæppe! kh Pia
12/11/2013 at 14:32 • Permalink •
Wooow!!! Hvor er du dygtig Annelise! Og sikke en fin blog. Jeg har lige postet indlægget på min FB side, for din fine idé skal helt klart deles, og jeg er vil bestemt følge dig.
Maria
13/11/2013 at 09:02 • Permalink •
Tak :-) Og fedt at du har postet på Facebook – mange tak :-)
13/11/2013 at 13:49 • Permalink •
Hold da op! Det er det fineste tæppe jeg har set. Jeg er lige faldet over din blog, og hvor er jeg glad for det. Jeg glæder mig helt vildt til at følge med hos dig.
14/11/2013 at 10:00 • Permalink •
Wow det er et vildt flot tæppe! Nu har jeg ikke selv børn, men hvis jeg en gang får, så skal jeg helt sikker lave sådan et tæppe.
Hilsen din nye læser
14/11/2013 at 12:15 • Permalink •
Wauw og atter wauw!!!! Hvor er det bare vildt! Jeg har den vildeste lyst til at smutte fra arbejde med det samme og gå hjem og sy et til min kommende niece! Århhhh altså :-)
14/11/2013 at 14:16 • Permalink •
Jeg bukker mig i støvet – aldrig har jeg set noget så gennemført, det er jo vildt imponerende.
14/11/2013 at 17:17 • Permalink •
Wow! Det er nok det flotteste legetæppe jeg har set.
15/11/2013 at 00:04 • Permalink •
Hvor er det FLOT! Jeg har haft helt samme oplevelse med min søgning efter aktivitettæpper. De er simpelthen mindre charmerende, alle de shiny-pang-knitre versioner, der findes.
Jeg ELSKER dit tæppe, og havde det klart på dåbsønskelisten, hvis altså det var i handlen. Synes næsten, du skal sende et link til Sebra som en produktionsidé og tage procenter af salget ;)
15/11/2013 at 11:23 • Permalink •
Hej Rebecca! Tak for den skønne feedback. Jeg har overvejet om jeg skulle tage fat i dem, mest på grund af al den positive feedback og mangel på markedet… Det er stadig i tankerne :-) Overvejede også om jeg kunne lave nogle stykker og sælge dem, men blev enig med mig selv om, at det ville være alt for stort et arbejde ift. det tæppet bør koste.
25/02/2015 at 19:14 • Permalink •
Jeg synes definitivt du skal tage fat i Sebra. Jeg ville elske at kunne købe så flot et aktivitetstæppe med så mange gode ting at udforske som dette. Jeg er for tiden på jagt efter noget brugbart, faldt over dit og blev pladask forelsket. Men jeg har ikke overskud nok til at nå at få lavet så fint et tæppe inden barnet allerede er på vej ud, da jeg er i gang med at skrive min bachelor. Så jeg må lede efter et godt alternativ til dit helt enestående værk.
Men ih hvor ville det være fedt, hvis Sebra satte dette i produktion. :)
Stor respekt for de mange timers arbejde du har lagt i projektet, de nøje overvejelser og det flotte resultat! <3 Jeg er meget misundelig og meget imponeret. :)
KH Nat
07/03/2015 at 20:56 • Permalink •
Hej Nat,
TAK for de søde ord:-) Jeg har ikke rigtig fået gjort noget ved det – barslen er slut og dagene flyver af sted med arbejde og hverdagslogistik med en lille en. Jeg håber du har fundet et alternativ:-) Nyd den skønne tid på din barsel – ihh hvor jeg savner det.
Kh A
19/12/2013 at 14:25 • Permalink •
Det er virkelig bare et fantastisk aktivitetstæppe du har kreeret – super flot.
Nu er jeg dessværre ikke den store syerske, men så er det godt at jeg har en mor (og en kommende bedstemor) som er, så vi er i fuld gang med at skaffe alle delene til det :o)
Jeg har lige et lille sprøgsmål til bladene du har lavet. Da min mo læste opskriften blev hun lidt bekymret for at babyen kan få hevet disse blade helt af tæppet og få dem puttet i munde og måske sluge dem – har du haft nogle tanker omkring dette?
19/12/2013 at 20:20 • Permalink •
Hej Ann,
Skønt at I kan bruge min DIY:-) Bladene har jeg syet godt fast i bunden af bladet, så bladet “flapper”, og så sat velcro i modsatte ende, som babyen kan lege med :-) Det var måske ikke så tydeligt i min beskrivelse – håber det giver mening. Jeg vil lige endnu en gang anbefale knitrecellofanen fra Egne Design – jeg er så træt af, at jeg brugte chipsposer, da de bare ikke knitre nær så godt, og når der nu lægges så mange timer i tæppet:-)
Pøj pøj med at bikse tæppet sammen (eller pøj pøj til din mor) :-) Håber det kommende lille vidunder får glæde af det… Min datter på 5 måneder er først lige begyndt at få glæde af det, så din mor har ikke super travlt…
21/12/2013 at 07:11 • Permalink •
Det giver helt sikkert mening Annelise – tak for beskrivelsen :o)
Jeg skal helt sikket have fat i knitrecellofanen, og det er bare super fedt med dine links til hvor man kan få fat i tingene, for det er bestemt ikke sådan lige til at finde. Jeg kan dog tilføje, at jeg i min søgen har fundet spejleplade hos Creativ Company (cchobby), så man kan være heldig :o)
Ønsker dig og din familien en rigtig god jul.
21/12/2013 at 07:33 • Permalink •
Ja det kan godt være lidt svært at finde det hele:-) Spejlplader hos cchobby – det må være noget nyt ellers havde de måske udsolgt, da jeg i sin tid undersøgte markedet – dejligt at det er lidt mere tilgængeligt. Håber tæppet bliver en succes.
Rigtig god jul dig og din familie:-)
29/12/2013 at 20:12 • Permalink •
I LOVE this tutorial. I wish I spoke Danish!
02/01/2014 at 20:50 • Permalink •
Hi Teresa. Thanks a lot for your lovely feedback. If you have any questions to my tutorial please let me know:-)
02/01/2014 at 11:22 • Permalink •
Det er da bare det flotteste legetæppe jeg har set, er total hug på selv at lave et. Men må man være fræk at spørge hvad materialerne løber op i ca?
02/01/2014 at 20:46 • Permalink •
Hej Marie – Mange tak for de skønne ord. Jeg har regnet lidt på det og det er omkring 600 kr, så det er lidt dyrt at sy, men der vil være en del rester i stoffet, spejlplade, knitrecellofan osv. Hvis du har bjælder, forskellige stoffer osv. i gemmerne bliver det jo lidt billigere :-) Håber du har mod på at springe ud i at lave det :-) Pøj pøj
15/01/2014 at 17:27 • Permalink •
Sikke et flot aktitvitetstæppe :-) og tusind tak for din meget udførlige DIY. Stoffet kommet med posten, så nu vil jeg kaste mig ud i at sy tæppet :-)
15/01/2014 at 19:03 • Permalink •
Hej Diana – pøj pøj med tæppet. Skriv endelig, hvis du løber ind i problemer:-)
24/02/2014 at 16:46 • Permalink •
Super fint tæppe!
Bliver nødt til at lave et til min lille August:)
25/02/2014 at 22:38 • Permalink •
Tusind tak for en fin vejledning til et sødt aktivitetstæppe, som min lille dreng nu kan få glæde af:)
04/07/2014 at 10:33 • Permalink •
Er godt i gang med dit super fine lege tæppe: http://anne-banana.blogspot.dk/2014/07/baby-legetppe.html?m=1 Glæder mig helt vildt til det færdige resultat ;-)
04/07/2014 at 10:37 • Permalink •
Tak for vejldningen til dit super seje legetæppe, mit er i proces med små ændringer :-) Tjek det ud på:
http://anne-banana.blogspot.dk/2014/07/baby-legetppe.html
09/07/2014 at 07:30 • Permalink •
Hej Anne. Dejligt at min DIY kan bruges og fin måde du laver pindsvinepigge på….dem bøvlede jeg virkelig med:-) Håber du bliver glad for det færdige resultat – smid gerne et link her i kommentaren, hvis du poster det færdige tæppe:-)
24/08/2014 at 17:29 • Permalink •
Så blev tæppet færdig:
http://anne-banana.blogspot.dk/2014/08/diy-frdig-legetppe.html
Elsker det og mange tak for at dele!
02/10/2014 at 12:28 • Permalink •
Det er det skønneste, fineste og sødeste babytæppe jeg nogen sinde har set!! Derfor er jeg selvfølgelig gået i kast med at lave et :-) Første problem er opstået: Jeg skal til at klippe de 8 kvarte yder cirkler. Mit stof er 175cm som du skrev på indkøbslisten, men hvordan får jeg det til at være der?!? Håber du vil hjælpe :-)
Mvh Camilla
11/10/2014 at 21:07 • Permalink •
Hej Camilla. Beklager det sene svar:-( Tak for de søde ord og fantastisk at du er gået i krig med tæppet:-) Det var heller ikke helt nemt med de 8 stykker. Jeg klippede 8 stykker i mønsterpapir og flyttede dem rundt indtil de kunne være der. Kan desværre ikke huske præcist hvordan de var placeret:-( Håber det lykkes. Kh Annelise
02/11/2014 at 18:13 • Permalink •
Endnu en gang tak for den fine vejledning – her er min udgave af dit tæppe, som min søn nu har daglig glæde af :)
http://mangebaekke.blogspot.dk/2014/07/bm-den-store-finale-aktivitetstppe.html
22/12/2014 at 23:46 • Permalink •
Hej nu vil jeg gå igang med det skønne legetæppe
29/12/2014 at 09:34 • Permalink •
Kære Annelise, Jeg har også været en tur gennem din DIY, og det er kommet et fint tæppe ud af, som min nevø nu kan lege på.
Du kan se det her, hvis du har lyst: http://alleelskeragnes.dk
Tusind tak for en virkeligt fin DIY.
Jeg glæder mig til at se flere fine ideer fra din hånd, når du finder tid til det igen. Det er en meget fin og inspirerende blog, du har!
– Line
07/03/2015 at 21:05 • Permalink •
Hej Line,
Ihh….tak for de søde ord på din post, og hvor er det blevet fint. Og super ide med fluesvampene som rangler i stedet. Tiden er desværre ikke helt med mig grundet mit arbejde, men håber jeg kan vende tilbage på et tidspunkt :-)
Kh A
08/01/2015 at 18:59 • Permalink •
MEGA fint tæppe!! Det vil jeg prøve at sy til min kommende niece :) Tak fordi du deler “opskriften” :)
03/04/2015 at 17:43 • Permalink •
Hej, jeg har også lavet eltog min søn på ti uger elsker det. Tusinde tak for inspirationen og opskriften
06/06/2015 at 15:12 • Permalink •
Hej Annelise!
Tusind Tak for mønstret, efter et par måneders husflid er jeg nu også ejer af dette herlige tæppe. Jeg har ingen børn (endnu) men at arbejde med alle farver og syninger i tæppet gjorde mig glad i låget! Et dovent tip fra mig: brug blå filt til pindsvinet så du kan klippe det ud med takker uden at skulle sy det bagefter.. det ser også fint ud ;) ræveranglen har jeg også lavet, og mon ikke skypuden bliver det næste!
Du er virkelig dygtig og gavmild med dit arbejde!
Bh julie
05/08/2015 at 07:33 • Permalink •
Jeg er som alle andre helt vildt begejstret for dit smukke aktivitetstæppe og trods beskeden håndarbejdserfaring har jeg med stor iver kastet mig ud i projektet selv at kreere et :-) Jeg er igang med at klippe alle mønstrene ud efter dine skabeloner og synes umiddelbart at noget af det bliver meget småt (specielt med tanke på at jeg skal sy alle kanter efterfølgende!). Når man udmåler dit lille målestok på skabelonerne (“5 cm”), er det 4,5 cm – vil det sige at alle dyrene i virkeligheden skal være 10% større og at jeg skal til at skalere det hele op??
Mvh og tak fordi du vil dele dine fantastiske krea-påfund og store erfaring med os alle!
Anne
26/08/2015 at 18:46 • Permalink •
Hej Annelise
Da jeg faldt over dit tæppe her på hjemmesiden varslede der ingen tvivl om at jeg bare måtte lave noget lignende. Så det har jeg nu gjort. Jeg kan se man ikke kan vedhæfte billeder her på siden, men henviser dig til følgende link, hvor jeg har lagt det op:
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10153602419494686&set=a.10153270958839686.1073741833.641609685&type=1&theater¬if_t=comment_mention
Mvh Nana
01/03/2016 at 18:04 • Permalink •
Jeg har længe været forelsket i din smukke legetæppe, og vidst at når det en gang blev min tur til det med børn, så ville jeg lave dette.
Nu ligger der så en lille dreng i maven og venter på at det bliver august, så jeg har nu bestilt masse af stof, tråd, bjælder, knitrecellofan mm., så nu venter jeg bare på at Postmand Per kommer med alle tingene :D
11/04/2016 at 18:00 • Permalink •
Tak fordi du deler dine ideer og mønstre. Jeg har netop færdiggjort en kopi af dit aktivitetstæppe, og har haft stor glæde af din udførlige vejledning med tilhørende fotos. Jeg fandt spejlplast, man med forsigtighed kan klippe i, hos Creativ Company . VH Ingrid
23/04/2016 at 16:22 • Permalink •
Hej Annelise
Det er virkelig et flot og imponerende legetæppe du har fået lavet!:-)
Og tusinde tak for at lægge vejledningen ud så vi andre også kan forsøge os med det ;-)
Jeg har et spørgsmål ang. sneglen som jeg er i gang med at klippe ud til ud fra sin skabelon, men jeg er i tvivl om hvad det egentlig er jeg skal klippe ud? Du snakker f.eks. om to stykker med hul i – hvilke stykker svarer det til på din skabelon?
Hvordan skal det overlap mellem sneglen og sneglehuset forståes?
På forhånd tak.
Mange hilsner
Anne
08/08/2016 at 17:11 • Permalink •
Hej Anne
Tusind tak for den fine opskrift og hvor er det bare flot og super sejt fundet på!!
Jeg er netop blevet færdig med det – startede da jeg gik over tid, og nået rimelig langt i de 12 dage efter termin, sidenhen har tiden ikke været til det, men idag skete det endelig – et styk af dit tæppe færdig og klar til min 3mdr søn :-)
Endnu engang – virkelig godt beskrevet, fundet på og udført !!
07/01/2017 at 18:16 • Permalink •
Merci pour ce tuto, je l’ai réalisé et il a rencontré un véritable succès.
Les explications sont claires, il faut juste un peu de patience